![]() |
||||||||||||||||||||
|
||||||||||||||||||||
|
||||||||||||||||||||
|
PÄIVIKKI PALOSAARI - Laplands kvindelige mirakelLaplands mest kendte erhvervskvinde i dag er uden tvivl Päivikki Palosaari, som sidste år fik tildelt titlen som "Årets forretningskvinde" af Yrittäjänaisten Keskusliitto, det finske forbund for de kvindelige erhvervsdrivende. I løbet af sine 44 år har hun opnået så meget, at det er svært at forestille sig. Hendes imperium består af en halvsnes hoteller og restauranter - og antallet vokser, da hun hele tiden er i gang med nye projekter. Päivikki Palosaari blev født nytårsaften 1956 som datter af en jordemor og en landmand. Hun voksede op meller to kulturer: by og land. Familien fra fars side var lappiske bønder og meget tæt knyttet til de lokale omgivelser. Man havde ingen behov for at rejse længere væk og således havde hendes farmor aldrig været længere end 20 km fra hjemmet. Moren var fra Turku, i Sydfinland. Hendes familie havde en bybaggrund. Det var specielt mormor fra Turku, som kendte til penge - og det var også herfra den unge Päivikki fik sin sans for forretning. "I 60'erne var det stadigvæk en 'synd' at tænke på penge, fordi naturen var altid den vigtigste. Som ung følte jeg, at ingen forstod mig. Jeg var sikker på at Gud havde lavet en fejl og placeret mig på et forkert sted; I stedet for en bondegård skulle jeg have været født i et købmandshus." Som 16-årig rejste Päivikki hjemmefra og tog først til Oulu, en by i Nordfinland. Derefter tog hun til udlandet, bl.a. til Norge. Hun havde mange forskellige jobs, og nåede også at arbejde på et skib, som bragte hende til Tunesien. Her fik hun duften af de forskellige krydderurter - duften som efter hendes eget udsagn sidder i næsen endnu - og krydderurterne kom til at betyde meget for hende i hendes senere liv. Der blev heldigvis en gang i mellem tid tilovers til at gå i skole og til at studere. Og til sidst blev Päivikki uddannet som køkkenchef. 24 år gammel vendte hun tilbage til Lapland, og indså straks at hun var kommet tilbage til et af verdens sidste paradiser. "Når man bor her - 200 km nord for polarcirklen - føles det som om himlen er tættere på. Livet kan være hårdt i Lapland, hvor solen slet ikke kommer op om vinteren og temperaturen kan være helt nede i -50 grader celsius. Men det binder menneskerne sammen, da alle indser at ingen kan klare sig alene. Alt bliver ligesom renset om vinteren. Sommeren er til gengæld meget stærk. Der kan være sol døgnet rundt og det er varmt og rent og naturen er fyldt med vækstens energi. Udviklingen i Lapland er gået stærkt. Tiderne efter krigen satte skub i skovindustrien og afspejlede sig efterhånden til hele samfundet. Også dem, som i 60'erne var taget til Sverige for at arbejde vendte tilbage. Sidst i 70'erne begyndte turistindustrien at udvikle sig og det første hotel blev åbnet i Levi 1981. Og i 1994 begyndte en ny stærk vækst og det vokser stadigvæk. "Da jeg var ung, var der kun to biler i landsbyen, begge taxaer. Alle brugte heste. Da jeg var 14 år, så kunne vi for første gang se finsk fjernsyn. Nu har alle to biler og en mobiltelefon." Päivikki åbnede sin første restaurant "Porogrilli" ("Rensdyrgrill") i City Center Levi i 1981. I 1985 startede hun et servicekontor for feriehuse "Avaimista Aamiaiseen", hvor hun tog sig af nøgleservice, morgenmadsservering m.m. Det var aktiviteter, der ikke krævede stor startkapital. I 1988 fik hun sine drømme opfyldt, da hun købte en gammel ferieby i Levi. Så kom der nogle vanskelige år (1988-1994) med lavkonjunktur. Men altid, når der var pengemangel opfandt Päivikki noget ekstra småforretning for at få det hele til at hænge sammen. "Kun døde fisk svømmer med strømmen. Man skal altid forsøge at sprælle lidt imod! Laplændere har evnen til at klare sig, og krigene har lært kvinderne at kæmpe." Som administrerende direktør og erhvervsdrivende i rejsebranchen har Päivikki lært at få succes med alt. Nu ejer hun et halv snes restauranter i Levi-området og i Kemi, en by lidt længere syd på. Man kan sælge og tjene penge på galskab - på crazy comedy, som hun siger. Hotel og restaurant "Hullu Poro" (den tossede rensdyr) fik sin start i 1990 - og er i dag et velkendt og meget besøgt sted. På restaurant kan man nyde lappiske specialiteter og i det hele taget have det vanvittigt sjovt. År efter år er der blevet skabt restauranter og hoteller med navne som: Kammirestaurant, Villi Intiaani, Taivaanvalkeat, Hullun Mylly, Hotel Kemi, Hullu Pohjola, Valkoinen Vaadin, Hotel Merihovi m.m. Hendes sidste opfindelse "Hullun Poron Areena" (den tossede rensdyrs arena) er under opførelse og bliver et sted, hvor der kan arrangeres koncerter, kurser og danseaftener for 200-300 mennesker. Man kan sige, at Päivikki er lykkedes med det, som ingen troede var muligt. Hun finder det fascinerende at følge med tiden og se muligheder åbne sig. Hun har virkelig skabt mirakler i de sidste 20 år. Hun er udholdende, fordomsfri og har med stor entusiasme vendt urentable forretninger til indbringende foretagender og skaffet utallige arbejdspladser til hårdt trængende laplændere. I 1999 fik hun prisen som årets erhvervskvinde i Finland.
|
|
||||||||||||||||||
|
||||||||||||||||||||