Information om Finland og den finske kultur på dansk
Indholdsfortegnelse | Om Fokus Finland

21.03.2001 · Erik Duckert
 

NATURBESKYTTELSESOMRÅDER I FINLAND

Hvis man kunne forestille sig, at der for 12.000 år siden fandtes landkort over Europa, ville man ikke kunne finde Finland nogen steder. Det område, der nu er Finland, var nemlig dækket af is med en tykkelse op til 1500 meter. I resten af Europa var isen begyndt at smelte, men mod nordøst holdt den stand mod varmen. Først for ca. 10.000 år siden begyndte isen at trække sig så meget tilbage, at de første finske landområder kom frem i lyset. Finland er altså Europas yngste land - geologisk set!

Isen gav dog ikke efter uden kamp og med mellemrum skete det nye kuldefremstød, og først 2000 år senere var isen forsvundet. Finland lignede dog ikke det, vi kender i dag. Landet var trykket ned af isen, og store dele var oversvømmet af havet. En gammel kystlinie kan ses 80 km. nordøst for Rovaniemi i Lapland - altså over 150 km. fra havet. Men langsomt steg landet op af havet med ca. 1 cm. om året. Efterhånden blev større og større områder tørlagt, og de første mennesker kunne iagttage, hvordan isen havde formet landet. Landstigningen sker stadig med samme fart mange steder. Nye øer dukker stadig op - Finland vokser!

Isen efterlod et landskab i et ubeskriveligt kaos. Is og smeltevand havde som en kæmpe maskiner pløjet dybe huller i undergrunden, skubbet sand, grus og sten sammen til langstrakte bakker og slebet grundfjeldets højeste punkter til lave bløde bakker. Store klippestykker, der var indefrosset i isen, blev spredt ud over landskabet. Ud af dette kaos voksede efterhånden et ualmindeligt smukt landskab med et utal af søer, øer og ikke mindst de langstrakte åse, som er så specielle for Finland. Prøv at se på et kort over Finland. Læg mærke til, at de fleste søer er placeret i nordvestlig-sydøstlig retning. Isens bevægelse og gravearbejde kan stadig ses!

I dette landskab opstod efterhånden en natur, der har tilpasset sig til det kolde vinterklima og den kalkfattige undergrund. Mange planter og dyr, der lever i Finland i dag, vil ikke kunne klare et varmere klima.

Det er vigtigt at bevare Finlands særegne plante- og dyreliv og de smukke landskaber. For at sikre disse værdier for fremtiden er der oprettet mange forskellige naturbeskyttelsesområder overalt i Finland. Lidt over 8% af Finlands samlede areal er i dag fredet og beskyttet natur. Dette er unikt i Europa.

Jeg vil herunder kort gennemgå de vigtigste af disse områder:

NATIONALPARKER

Nationalparkerne indeholder naturværdier, der er af international værdi. De er som regel ret store og med en yderst varieret natur. Her kan man finde både yderst sjældne naturtyper og de mere almindelige. Nationalparkernes formål er først og fremmest at bevare og sikre den oprindelige natur på dens egne præmisser.

Nationalparkerne er også vigtige for bevarelsen af landskabstyper og kulturmindesmærker (ældre bebyggelser og svedjemarker). Jeg har f.eks. fundet skyttegrave fra vinterkrigen i en del parker.
I nationalparkerne kan man undersøge og opdage naturen. Man kan afstresse og opleve naturens fred. Med lidt held er der mulighed for at iagtage Finlands større dyr som bjørn, ulv, los, elg, jærv, mår, kongeørn, havørn og den sjældne skovren. Er man botanisk interesseret er der uanede muligheder. Det samme gælder for fuglevenner. Inden man begiver sig på opdagelse i parkerne skal man læse ordensreglerne, der altid er tilgængelige ved stiernes udgangspunkter.

Læs mere om nationalparkerne på min hjemmeside www.finland-service.dk

Der er 33 nationalparker i Finland, og de ejes af den finske stat.

NATURPARKER

Disse parker er først og fremmest indrettet for naturbeskyttelse, videnskabelige undersøgelser og til undervisning. De er som hovedregel lukket for offentligheden og adgang kræver skriftlig tilladelse. I nogle parker kan man dog færdes på afmærkede stier. Man kravene til færdsel er noget strengere end i nationalparkerne.

Der er 19 naturparker i Finland med et areal på 1.520 km2.

BESKYTTELSESOMRÅDER FOR MOSER

Finland er et land med et utal af moser, og her er en mose ikke bare en mose. Der er nemlig i Finland mange forskellige typer, som kan være vanskelige at finde danske ord til. F.eks. er der et navn for udkanten af en mose, mens mosens centrum har et andet. Nogle af moseområderne er helt unikke i Europa og kræver derfor beskyttelse. Moserne indeholder også et meget rigt fugleliv.

Der er i alt 173 beskyttede moseområder. I nogle moser er færdsel forbudt, men i de fleste gælder allemandsretten, og der findes anlagte stier. Der er som regel fugletårn ved moserne. Jeg har besøgt de fleste fugletårne, og jeg kan sige, at jeg har altid fået en god oplevelse ud af det.

I alt er 4.162 km2 moseareal fredet.

ANDRE NATURBESKYTTELSESOMRÅDER

Løvskovs-beskyttelsesområder med et antal på 53 og et areal på 12 km2. Altså mindre områder, men yderst værdifulde.

Gammelskov-beskyttelsesområder med et antal på 93 og et samlet areal på 91 km2. Her er skovbrug totalt forbudt.

HVORDAN KOMMER MAN TIL DISSE NATUROMRÅDER?

Der er som regel bilvej frem. Nationalparkerne er tydeligt markerede ved nærmeste hovedvej og derfor altid nemme at finde. Der er også skiltning til de andre områder, dog ikke altid med store skilte, så man skal være mere omhyggelig for ikke at køre forbi.

Det er også nemt og behageligt at nå frem til Finland. Fra Stockholm sejler de store luksusfærger som f.eks. Siljaline. Vil man hellere flyve har Finnair et tæt net af ruter overalt i Finland.

Vil du vide mere om de nævnte naturområder i Finland eller er du blot interesseret i Finlands natur er du velkommen til at kikke ind på min hjemmeside www.finland-service.dk, hvor min email-adresse og mit telefonnummer også findes.

 

 


Info:   Dansk  |   Suomi  |   English
Finland.dk som startside