Information om Finland og den finske kultur på dansk
Indholdsfortegnelse | Om Fokus Finland

03.09.2001 · Torben Axelsen
 

CVR-NR., Y-TUNNUS, FO-NR. - kært barn mange navne

Lige som man i Danmark har ændret på erhvervslivets SE-nr. og nu kalder dem CVR-nr. fra forkortelsen af Centralt virksomhedsregister nummer, er Finland også gået over fra at kalde det LY-tunnus/AS-signum til nu blot at kalde det Y-tunnus.

I Danmark administreres CVR-numrene af Danmarks Statistik, som anbefaler, at man også over for udlandet bibeholder forkortelsen CVR, dog med nr./nummer evt. på modpartens sprog. Altså på henholdsvis finsk CVR-nro. og svensk CVR-nr. eller engelsk CVR-No.

I Finland er det Patent- og registerstyrelsen der er gået sammen med Skatteforvaltningen og har dannet et erhvervs- og organisationsdatasystem, der administrerer de tilsvarende finske numre, der som nævnt på finsk kaldes Y-tunnus og på finlandssvensk FO-nummer, mens de finske myndigheder på engelsk omtaler det som 'Business ID', hvis en dansk importør skulle blive bedt om noget sådant af den finske eksportør. Og skulle nogen være interesserede i, hvad FODS-informationstjänsten anvender af navne og forkortelser på andre sprog, så findes der en mindre liste med oversættelser og forkortelser på deres svenske websider.

I øvrigt er det jo selvsamme nr. med betegnelsen momsnr. eller VAT-nr. som firmaer har brug for i den interne EU-handel. Og her dannes momsnr. af FO-nummeret ved at fjerne bindestregen for enden af nummeret og så i øvrigt tilføje landekoden med store blokbogstaver foran selve nummeret. F.eks. bliver FO-nummeret 1234567-8 til momsnummeret FI 12345678. Bemærk her, at der i denne sammenhæng anvendes landekoden FI, og hverken de gamle nationalitetskendingsbogstaver SF eller de nye ditto FIN.

Skulle nogen af den ene anden årsag have brug for at kontrollere et finsk firmas FO-nummer så kan de alle slås op på en særlig side hos FODS-informationstjänsten.

 

 


Info:   Dansk  |   Suomi  |   English
Finland.dk som startside