Information om Finland og den finske kultur på dansk
Indholdsfortegnelse | Om Fokus Finland

12.01.2002 · Af Jann Kuusisaari og Kristiina Fristoft
 

PEKKA OJANEN - Finlands ambassadør i Danmark

Ambassadør Pekka Ojanen og fru Riitta Ojanen flyttede til København i løbet af sommeren og efteråret 2001. Flytningen skete i to omgange på grund af at Ojanens forrige arbejdsopgave endnu ikke var afsluttet ved udnævnelsen til Finlands ambassadør i Danmark d. 1.6.2001. Den overlappende arbejdsopgave var formandsposten for MTCR (Missile Technology Control Regime), som er et forum for begrænsning af eksport af missilteknologi. I september 2001 flyttede formandsskabet af MTCR fra Finland til Canada, og Ojanen blev endelig fri til at varetage den nye opgave som Finlands ambassadør.

Ambassadør Ojanen synes at Danmark som tjenestested er et vigtigt og interessant område for Finland. Det nordiske samarbejde er meget vigtig for Finland og de kommende møder mellem de nordiske ministre i Danmark påvirker meget hans arbejde, da det bringer næsten alle de finske ministre her til landet. Danmarks kommende EU-formandsskab kommer også til at kunne mærkes på ambassadørens arbejde.

Ambassadør Pekka Ojanen kommer fra Pori i Sydvest-Finland. Efter historiestudier i Helsinki startede han i det finske udenrigsministerium i begyndelsen af 70'erne og har været der i 30 år. Mange af disse år har været i forskellige opgaver i udlandet, bl.a. to gange i Geneve, to gange i Wien, en gang i Stockholm og en gang i Tel Aviv. Ojanen har også arbejdet som stedfortræder for den politiske chef i udenrigsministeriet, som OSCE (Organization for Security and Co-operation in Europe) -ambassadør i Wien og som generalsekretær for OSCE mødet i Helsinki i 1992.

Ambassadørposten i Danmark og flytningen hertil betydede også et nyt kapitel i familien Ojanens liv. Det var nu første gang forældrene flyttede alene og alle børnene blev hjemme i Finland. Parret har 3 voksne børn: Jussi (27), Mikko (25) og Leena (20). De er alle født udenfor Finland og i forskellige lande. Familiebåndene er stærke og familien holder meget sammen. Et vigtigt samlingspunkt for hele familien er sommerhuset i Kokemäki i Sydvest-Finland.

Fru Riitta Ojanen kommer fra Huittinen i Sydvest-Finland. Efter studentereksamen flyttede hun til Helsinki for at studere videre. Efter handelsskolen skabte hun sig en karriere indenfor turisme-erhvervet med speciale i internationale kongresser og specialrejser i Finland. Hun har også i forbindelse med opholdene i udlandet arbejdet som "freelancer" og været turleder bl.a. på husky-safarier i Lapland. I år 2000 blev hun autoriseret som turistleder i Helsinki.

I alt har hun boet 14 år i udlandet. De mange år i udlandet har også medvirket til hendes gode sprogkundskaber og udover finsk taler hun fire andre sprog. Oveni dem kommer der et par sprog til, som hun ikke taler, men godt kan forstå. Det næste sprog hun vil stifte bekendtskab med er selvfølgelig dansk.

Riitta Ojanen har i 10 år været aktivt med i UNICEFs frivillig arbejde i Helsinki og ønsker at fortsætte med noget tilsvarende her i Danmark. Hendes opgaver har været koordinering af produktsalget. Hendes store drøm er at besøge et af Finlands hjælpemål i verden. Formandsskab i udenrigsministeriets ægtefælleforening ULPU har også været en af Riitta Ojanens mange aktiviteter - en ting hun desværre måtte forlade på grund af flytningen til Danmark.

Ambassadørparret erkender, at de endnu ikke kender så meget til Danmark, men kontakterne med de danske kollegaer i de forskellige poster har været med til at danne et billede af landet. Og billedet har nok været meget positivt, da Danmark stod på toppen af deres ønskeliste, når der blev snakket om et nyt job i udlandet. Udstationeringen i København var ikke en tilfældig ting, men et ønske der blev opfyldt.

De føler generelt at atmosfæren i Danmark er meget inspirerende til kreativitet og de er begge meget begejstrede for dansk design. Fru Ojanen synes også, at danskerne har meget stilfulde hjem og bor pænt. Samfundet og forholdene minder lidt om Finland, men der er selvfølgelig også mange ting der er anderledes. Udgangspunktet er at lære de danske forhold bedre at kende. Specielt er den danske historie noget der interesserer dem begge.

Opdagelsesrejsen i Danmark startes på "dansk manér": på cykel. Cyklerne har de taget med sig fra Finland og de ligger allerede klar og venter på det første forårsvejr. For dem begge er natur og ture i naturen en meget vigtig del af livet.

De danske kulturscener har også en stor interesse for dem, og både ambassadøren og fruen går meget op i kultur i form af musik og litteratur. Udover den klassiske musik betyder jazz meget for dem begge - specielt for ambassadøren, som kommer fra Finlands "jazz hovedstad" Pori. Mange af de danske forfattere kender de i forvejen, men flytningen til Danmark har pustet nyt liv i interessen for dansk litteratur.

Ved siden af de kulturelle interesser laver Pekka Ojanen slægtsforskning og er også begyndt at spille golf. Han er også meget interesseret i dyr og fugle. Fru Riitta er interesseret i bogbinding, noget som hun også ønsker at fortsætte med her i Danmark.

Som de fleste finner, er ambassadørparret også meget entusiastiske sauna-gængere. Og der er naturligvis sauna i ambassadørboligen - en ting de er meget glade for.

 

 

Pekka Ojanen

Riitta Ojanen

Pekka & Riitta Ojanen


Info:   Dansk  |   Suomi  |   English
Finland.dk som startside