Information om Finland og den finske kultur på dansk
Indholdsfortegnelse | Om Fokus Finland

13.12.2002 · Guido Paevatalu
 

OPERAKRYDSTOGT TIL ST. PETERSBORG OG SAVONLINNA - set fra en musikalsk vinkel

fortalt af Kgl. Operasanger Guido Paevatalu

Guido Paevatalu

Den finske by Savonlinna er hvert år i Juli måned rammen om en smuk operafestival, der for længst er kommet på det musikalske verdenskort. Kgl. Operasanger Guido Paevatalu tager med Travel Art på operakrydstogt til St. Petersborg og giver gæsterne ombord en helt speciel musikalsk oplevelse.
 
Operakrydstogtet foregår i Juli måned. M/S Kristina Brahe sejler fra Helsinki til St. Petersborg. Efter 2 dage her går turen videre til Savonlinna, der ligger ved den smukke Saimaa sø. Der er 2 operaforestillinger på programmet og herefter går turen tilbage til Helsinki.

Guido Paevatalu fortæller...

Operakrydstogtet er en fantastisk oplevelse af flere årsager. Man bor dør om dør med sit publikum i en hel uge. Jeg giver koncerter på skibet hver dag. Det virker som en workshop, meget spændende, hvor der er publikum både til prøver og koncerter. Publikum vil meget gerne diskutere og kommentere både programvalget og koncerterne. Det er for mig ganske uvant, da man normalt kun er i kontakt med sit publikum via anmeldelser i avisen eller gennem klapsalver fra teater eller koncertsal.

Her er der tale om en anderledes udfordring. Skibet er lille (plads til 80 gæster ombord), og med dets rammer og struktur, støder man hele tiden på sit publikum. Man kan ikke gemme sig. Det virker som en 3. dimension.

Det er langtfra nemmere for mig, der hele tiden må afbalancere tingene. Ens psykologiske sans er i brug hele tiden. Giver man for meget af sig selv, mister man magien, og bliver for meget en del af sit eget publikum, hvorved det overordnede tabes, så man skal passe på at der ikke bliver for meget hygge.

Det er meget berigende at møde mennesker, der har stor kærlighed og kendskab til opera og musik generelt.

Der er noget meditativt over hele turen, at være i og bruge de dejlige omgivelser, det finske element er. Det er godgørende for krop og sjæl.

Man mærker hvordan gæsterne og besætningen integreres i skibets rammer og bevægelser undervejs. Der sker en stor forandring med alle fra den første dag, til vi kommer til programmets sidste dag.

Sjovt er det at se, når gæsterne forlader skibet i Savonlinna, enten for at tage på udflugt eller for at gå til opera. Så er man udenfor skibets trygge rammer, og man fornemmer klart en forandring. De skifter, og isolerer sig i mindre grupper, men de føler samtidig, at de er en del af gruppen fra skibet. Når de atter er tilbage på skibet, fornemmer man hvordan de slapper a' over at være "hjemme igen".

Oplevelserne udenfor skibet diskuteres livligt med hinanden.

Også besætningen ombord lever sig ind i krydstogtet, præcis som gæsterne. De påvirkes og lukkes op. Nogle af dem deltager både i koncerter og operaforestillinger, og de har det godt med denne kulturelle udfordring.

Jeg vil vove at påstå, at det som en musikalsk form er unikt - man kunne lave koncert krydstogter på andre niveauer, kammermusik, kor, orkestre. Man kunne sagtens anvende skibets rammer til en workshop. Forestil Jer et undervisningsforum, hvor man ikke har muligheden for at stikke a', hverken på mental eller fysisk vis.

Vi har efterhånden fået erfaring med, hvordan koncert programmerne ombord skal opbygges.

Det afhænger fuldstændig af, hvor på landkortet vi befinder os. Når vi bevæger os i det finske farvand, starter den første koncert med nordiske sange. En gæst nævnte, at det for ham havde været den største musikalske oplevelse undervejs. Når vi er i St. Petersborg er der rigeligt at tage fra det russiske opera repertoire. Der er koncerter med Mahler og Schubert lieder eller hvad vores intuition fortæller os, for vi fastlægger aldrig programmet fra starten. Og når vi nærmer operafestivalen i Savonlinna, er der selvfølgelig opera på programmet.

Lone Ricks, der er tourmanager ombord, har en ikke uvæsentlig rolle. Den bærer præg af Lones kendskab til musikken og hendes kærlighed til den. Det er en vigtig faktor, der kombineret med god psykologi, fornemmelse for tingene og planlægning giver en fantastik symbiose.

Fra de intime rammer på skibet flytter vi os til operaen på borgen Olavinlinna i Savonlinna. Den er helt sig selv, stærk i sit udtryk. Det giver store muligheder for spektakulære opsætninger med borgens egen solide konstruktion som kulisse. Grænserne er jo selvfølgelig, at man ikke kan have sætstykker kommende ned fra et snoreloft, men at sceneskift skal foregår ved hjælp af håndkraft.

Det følte jeg lidt som en svaghed i Tannhäuser, men til gengæld har scenografen udnyttet det fuldt ud i Pagliazzi.

Oplevelsen er uforlignelig, og når der til sommer kommer nye stolesæder, og nyt tag, vil det klart hjælpe på komforten. Man keder sig ikke et eneste sekund under forestillingerne.

Som by er Savonlinna er overskuelig og charmerende. Den summer den af opera, og der hersker en afslappet stemning.

Det passer fint i programmet, at vi først på rejsen besøger St. Petersborg, der som by storslået og overvældende. Her har man mulighed for at bo lige midt i byen, og det er en herlig fornemmelse. Man kommer nemt omkring og oplevelserne er lige om hjørnet. Der er en kolossal forskel mellem de to byer, man skifter fuldstændig verden. Alle ens behov for arkitektur opfyldes her i rigt mål.

Tilbage til skibet. Her mødes man hele tiden, det er umuligt andet. Rammen følger med, ligegyldigt hvor man er. Skibet har en hyggelig stemning og man bliver hurtig dus med det. Det meste indendørs er lavet af træ, som jo et rigtigt skib skal være lavet af. Man oplever en nærhed, en afbalanceret intimitet. Der foregår et konstant, roligt, og afvekslende liv ombord.

Da vi har arbejdet med produktet gennem 4 år, har vi været istand til at opdyrke det, og pille de ting ud, vi mener ikke hører hjemme i programmet. Derfor mener vi at vi nu har opnået en utrolig høj kvalitet på dette produkt.

Det er en stor fordel for mig, at jeg har så stort et repertoire som jeg kan vælge ud fra. Genbrug kan jo aldrig komme på tale, da det er det samme publikum på hele rejsen. Det er en stor udfordring for mig, som jeg vældig godt kan lide. Vi har valgt en koncertform, hvor jeg selv introducerer de numre, jeg synger. Der findes ikke noget trykt program som ved en almindelig koncert.

Jeg føler mig lidt som en mesterkok, der inviterer folk hjem til middag. Efter de har smagt på de mange retter og fornemmet kvaliteten, bliver gæsterne.

Kort sagt: For mig er det en kreativ og inspirerende rejse at være med på.
 

 

 
 

 

M/S Kristina Brahe

Olavinlinna-borgen i Savonlinna

Lone Ricks


Info:   Dansk  |   Suomi  |   English
Finland.dk som startside