TOTALFORBUDET - et særligt historisk fænomen

I dagens Finland, hvor der næppe er flere "tørlagte" kommuner tilbage, dvs. kommuner hvor også øl af pilsnerstyrke (op til 4,7% vol.) kun fås hos monopolbutikken Alko, er der næppe heller mange, der tænker over selve baggrunden for Alkos eksistens.

Og for de fleste europæere er det helt ukendt, at Finland i årene 1919-1932 som det eneste land i Europa nogensinde havde et totalforbud mod fremstilling og salg af spirituøse drikkevarer. Men efter en vejledende folkeafstemning, hvor 52% sagde ja til afskaffelse af forbudet, åbnede Oy Alkoholiliike Abs 59 ALKO-butikker sine døre den 5.4.1932 kl. 10:00 for de første kunder. Et tidspunkt folk hurtigt lærte sig i nedtællingen til den dag ved hjælp af talrækken 5-4-3-2-1-0.

Rettighederne til navnet Alko, der skulle passe til begge landets hovedsprog, havde firmaet måtte købe af en viborgensisk skomager. Og med viborgensisk er der i dette tilfælde naturligvis tale om det finske Viborg/Viipuri - det nuværende Vyborg på den russiske side af grænsen på Det karelske Næs.

Selv om forbudet rådede i tolv år, skal man naturligvis ikke foranlediges til at tro, at Finland dermed lå tørlagt hen. Tværtimod anslås det, at alkoholforbruget i 1929 lå på 1,5-2 liter pr. indbygger, regnet i 100% sprit. Et tal der først blev overgået i 1961. Faktisk fik loven den følge i mange år, at det var mere procenterne og fuldskaben, der talte, end selve smagen af indholdet.

Hjemmebrænderi og smugleri var en naturlig følge af loven, og den nok mest kendte smugler var en vis Helsingforsbo, Algoth Niska (1888-1954), der lige frem blev udråbt til smuglerkonge. Men også andre byer havde deres egne spritmatadorer, hvad enten de nu havde egen produktion eller stod for salget af smuglervarer.

Vold som følge af den megen alkohol var tifoldigt større end lande, som Finland ellers sammenlignede sig med på den tid. Faktisk var der i hovedstaden ikke et værtshus med respekt for sig selv, der ikke kunne byde på de forbudte varer. Og kun sjældent blev der gjort noget alvorligt ved direkte sagen. Korruption, hvor også tjenestemænd nød alkohol i pauserne i særlige loger på restauranterne, var heller ikke ganske ualmindeligt.

Efter som alene alkoholpåvirket tilstand på offentlig gade var en forbrydelse, der blev straffet med en tur i kachotten, og den øgede vold som følge af fuldskab, viste det sig efterhånden, at loven ikke duede efter sine intentioner.

Selv om loven blev ophævet 1932, indførtes der de såkaldte viinakortti, dvs. et brændevinskort i 1943. Og stærk alkohol kunne kun købes, hvis man var i besiddelse af et sådant kort. I slutningen af 1940'erne var der næsten 50.000 personer, som var blevet frataget dette "privilegium". Kortet var i brug helt frem til 1971.

Der har tilsyneladende altid være meget delte meninger om vin- og spiritus i Finland, noget der stadig gør sig gældende. Faktisk havde den finske Riksdag vedtaget forbudsloven hele fire gange i årene 1907-1914, men loven faldt efter modstand fra Zaren. Dog trådte loven endelig i kraft den 1.6.1919.

Og netop nu på 70-årsdagen åbnede Alko Oyj forleden sin 286. butik i Helsingfors på nøjagtigt samme klokkeslæt, samtidig med at firmaet regner med at åbne sin butik nr. 300 i løbet af 2002. Alko er faktisk en landsdækkende kæde af vin- og spiritusbutikker, selv om koncernen i de senere år er blevet delt op på flere forskellige divisioner og firmaer. For nogle år siden solgte Alko sin kæde af hoteller til Scandic, og monopolet dækker i dag kun detailhandelen. På mindre lokaliteter uden en egen Alkobutik findes der nærmest en slags håndkøbsudsalg af vin og spiritus, idet man kan ringe sin bestilling ind til den nærmeste butik, som så sender varen ud til den lokale Alko-aftalepartner, oftest den lokale buscentral eller tankstation, der udleverer forsendelsen mod kontanter. Alko har aftale med 140 sådanne håndkøbsudsalg landet over.

Monopolstillingen blev i øvrigt stadfæstet af EU i 1993. Ingen skal dog forvente, at monopolet bliver brudt lige med det samme, selv om den øvrige detailhandel arbejder i hærdigt for at få lov til at stille vin og spiritus på sine varehylder. Tværtimod er bl.a. bevillingsloven netop ved at blive skærpet. Dog findes der i flere større byer en mindre Alko som en butik i en butik-løsning i visse stormagasiner og stormarkeder.

Og alkohol er i Finland som i så mange andre lande stadigvæk et omfattende sundhedsproblem. Der dør årligt 3.000 finner af alkohol i sammenligning med 160 finner af narkotika. I begge tilfælde et alt stort tal.

Hvis nogen vil studere ædruelighedsspørgmål lidt nærmere, kan de med fordel søge flere oplysninger på de svensksprogede sider hos det finske centralbibliotek for ædrueligsspørgsmåls netsider nedenfor.
 

• Alkos netsider (på svensk): www.alko.fi/sw
• Finlands Svenska Nykterhetsförbund: www.fsn-mhf.fi
• Nykterhetens vänner: www.raitis.fi/se_index.html
• Centralbiblioteket för Nykterhetsfrågor: www.raitis.fi/kirjasto/skirjasto.html