HYVÄÄ PÄIVÄÄ! - det finske sprog

Finske erfaringer 2

Navn: Helle Lindegaard
Stilling: Advokat hos Roschier-Holmberg & Waselius Ab i Helsinki
Alder: 43 år

Af Jeanette Munk Willamo, freelance journalist

"Pastaa sienikastikkeella ja vettä, kiitos!," lyder det på flydende finsk fra Helle Lindegaard, da hun bestiller pasta med svampesauce og vand til frokost på en af de hyggelige cafeer i Helsinkis pulserende hjerte. Kun få skridt herfra tackler den 43-årige danske advokat til daglig internationale retlige problemstillinger på Finlands største advokatkontor, Roschier-Holmberg & Waselius Ab. Det har hun gjort siden 1. januar 2001, og efter at have boet blot et år i Finland er Helle Lindegaard nogenlunde fortrolig med de finske kasus og vendinger.

"På sin vis er finsk et enkelt sprog. Når man først har lært de grammatiske regler, er der ikke så mange undtagelser," siger hun.

"Men det tager lang tid, før man har tilegnet sig tilstrækkelig viden til at kunne danne en sætning. Det beror på, at grammatikken er omfattende og kompliceret, og ordene er så anderledes, at det er vanskeligt at forbinde dem med noget. Selv låneord kan være vanskelige at relatere til noget kendt."

Når det så er sagt, ser Helle Lindegaard også mange positive sider ved sproget.

"I begyndelsen opfattede jeg finsk som et hårdt og stødagtigt sprog, men nu lyder det smukt og melodisk i mine ører. Samtidigt er det på et punkt et taknemmeligt sprog, fordi det udtales præcis som det skrives. Via sproget får man også større og nyttig indsigt i finsk mentalitet: De rationaliserer med ordene," fortæller hun og fortsætter: "På finsk hedder 'at rede sit hår' kort og godt 'kammata hiuksensa'. Det samme gælder, hvis man for eksempel skal bestille en øl på en restaurant, så siger man blot: 'Yks´ olut' - altså 'en øl' - i stedet for: 'Må jeg bede om en øl, tak' - som man ville sige på dansk."

Det seneste år i Finland har budt på mange nye indtryk, og jo mere Helle Lindegaard har lært sig om finnerne, jo bedre forstår hun, at det næppe var et rent tilfælde, at hun faldt for en finne, Kari, som hun mødte under et studieophold i USA i 1997.

"Jeg oplever finnerne som jordbundne og individualistiske. De har en særlig ro, er beslutsomme og udholdende," siger hun.

Den finske omgangsform tiltaler hende også.

"Man behøver ikke at begynde med Adam og Eva, når man møder en finne for første gang. De bruger ikke floskler, men går lige til sagen, og det er befriende. De er et ærligt folk og meget mere åbne end rygtet vil vide det. De bliver stolte, når nogen viser dem og deres land interesse, og så fortæller de til gengæld gerne om deres håb, drømme og syn på tingene. Og de forlanger ikke, at man nødvendigvis skal dele deres opfattelse af tingene - noget vi som danskere godt kunne lære af," mener Helle Lindegaard.

Efter hun kom hjem fra USA, indledte hun så småt sine finskstudier med to semestre på Studieskolen i København. Og i sommeren 1999 var hun på et tre ugers sprogkursus på sommeruniversitetet i Jyväskylä, der ligger i det centrale Finland.

"Det var for løsrevet at studere finsk i Danmark, når man ikke brugte sproget uden for skolesammenhæng. Til gengæld var undervisningen i Jyväskylä kanongod. De forsøgte at indlære os sproget gennem praktiske øvelser - sang, madlavning, bagning og teater- og naturudflugter."

Ifølge Helle Lindegaard selv er hendes finske ordforråd endnu centreret omkring familie- og dagliglivet, og hun kan kun følge med på TV og i samtaler ved større selskaber, hvis hun får stikord og koncentrerer sig for at fornemme, hvad der bliver talt om. Hun kan læse korte tekster og artikler - dog med ordbogen ved siden af, og hun taler finsk i butikkerne og med svigerforældrene. Dog ikke helt fejlfrit.

"Finnernes margen for at forstå er imidlertid ret stor, for det er en stor glæde for dem, når nogen tager initiativ til at lære deres sprog."

Og hun fortsætter med finskstudierne. Længe endnu.

"Der findes kun en måde at lære finsk på: Og det er The hard way. For det første er det vigtigt at repetere, repetere og atter repetere gloser, og for det andet må man ikke miste modet. Der er et godt stykke vej endnu, og det vil tage mange år, før jeg kan læse juridisk faglitteratur på finsk," konstaterer Helle Lindegaard.