SVENSK I FINLAND

Finlandssvenskernes historie

De svensktalende områder i Finland er Nyland, Åboland, Åland og Österbotten. Sådan har det stort set været siden 1100- og 1200-tallet, da højmiddelalderens befolknings- vækst bragte nybyggere fra Sverige til de ubeboede kystområder i Finland. Det sydvestlige Finland blev allerede dengang knyttet til det nydannede svenske rige.

Med hjælp fra arkæologi, sprogforskning og historiske kilder har man forsøgt at beregne, hvorlænge der har boet svensktalende mennesker i Finland. Åland har været svensk siden oldtiden, men synes at have fået en betydelig tilstrømning af nye indbyggere i løbet af 1100-tallet, da indvandringen til Åboland og det vestlige Nyland voksede. Den store svenske bosætningsbølge frem til begyndelsen af 1300-tallet skabte nybyggerområder omkring de mellemsvenske kærnelandskaber, navnlig mod nord (Norrland) og mod öst (Finland). De svenske områder i Finland var geografisk spredt og begrænset til kystegnene, fordi finnernes forfædre allerede tusind år tidligere havde bosat sig i de bedste landbrugsområder i Det Egentlige Finland, i Tavastland og i de østerbotniske ådale.

Sproggrænsen opstår

I områder som Kimito, Nyland og Österbotten var der ikke nogen konkurrence om landbrugsjorden. I andre områder og navnlig i det vestlige Åboland og dele af Det Egentlige Finland bosatte svenskerne sig i egne, der var spredt beboet af finner. De fleste steder dannedes der en sproglig grænse derved, at det lokale flertals sprog kom til at dominere: i Pargas blev det svensk, i Bjärnå og Sagu blev det finsk. I egne med meget spredt bebyggelse og hvor jorden opdyrkedes ret sent, blev sproggrænsen skarp i begyndelsen af 1800-tallet (Satakunta og den nordlige del af det svenske Österbotten). Den svensktalende kystbefolkning øst for Kymmene Elv blev næsten udryddet under den svensk-russiske krig 1571-1595. Man må også huske på, at sproggrænsen var en bosætningsgrænse, ikke nogen egentlig administrativ eller kulturel grænse. Flytninger på tværs af sprogrænsen har altid fundet sted, men ikke i større omfang før vore dage.

Sverige bliver en stat

Den svenske indvandring til Finland var spontan og en del af højmiddelalderens befolknings- og bosætningsekspansion. Den var imidlertid også et led i Sveriges politiske ekspansion mod øst. Det Egentlige Finland og Satakunta blev allerede i 1100-tallet allierede med Uppsala-kongerne. Indlemmelsen af Tavastland og Viborg skete i konkurrence med det russiske Novgorod, der med et vist held forsøgte at trænge frem mod vest. Med freden i Nöteborg 1323 opnåede området cirka 150 års stabilitet. Etableringen af den svenske kongemagt og den romersk-katolske kirke sammenfaldt tidsmæssigt med den svenske indvandring. Hele denne proces betød, at organiseringen af den statslige og kirkelige administration i praksis var afsluttet omkring 1300.

Delingen af Finland 1721-1809

Den store nordiske Krig 1700-1721 betød en voldsom omvæltning i Finlands historie. Den svenske stormagtstid havde trods udskrivning af soldater og langvarige krige holdt Finland uden for krigsskuepladsen i hele 1600-tallet, hvilket var ret enenstående i datidens Europa. Sveriges sammenbrud og en otteårig russisk besættelse medførte store lidelser for det finske folk. Efter krigen blev Karelen og Viborg i 1721 afstået til Rusland. En ny krig og okkupation 1741-43 medførte igen en større landafståelse til Rusland.

Herefter var Finland delt i et svensk og et russisk Finland. Ud fra et finlandssvensk synspunkt betød dette, at det svenske element relativt set blev stærkere i det svenske Finland. Viborg var nemlig det eneste af de områder, der blev afstået til Rusland, som havde en relativt talstærk svensktalende befolkning.

På et noget usikkert grundlag regner man med, at finlandssvenskernes andel af den samlede finske befolkning i begyndelse naf 1600-tallet var 17 procent. Med 1700-tallets stærke befolknings- og bebyggelsesekspansion har den svensktalende andel af den del af Finland, der hørte til Sverige, formentlig udgjort cirka en femtedel.

I det russiske Finland var det svenske islæt sine steder ret stærkt (kirken og retsvæsenet), medens tysk fik betydelig indflydelse på det kulturelle område, i skolerne og i erhvervslivet. Tysk forblev endda skolesprog helt frem til 1840.

Den russiske tid

Med krigen 1808-09 opløstes det århundregamle politiske fællesskab mellem Finland og Sverige. Freden i Frederikshamn 1809 gjorde Finland et autonomt storfyrstedømme under den russiske kejserkrone. I 1812 blev de dele af Finland, deer tidligere var blevet afstået til Rusland, genforenet med det nye storfyrstedømme.

De mange hundrede år gamle økonomiske, sociale og kulturelle bånd mellem Finland og Sverige kunne imidlertid ikke uden videre brydes. Denne proces var først afsluttet i begyndelsen af 1840'erne.

Selv om Finland nu hørte til Rusland fik det russiske sprog ikke nogen fremtrædende position, idet landet fik indre selvstyre. Inden for administration og kulturliv var svensk ligesom tidligere helt dominerende.

Fennomani og svecomani

I første halvdel af 1800-tallet blev sproget i næsten hele Europa en vigtig ideologisk faktor et element i opbygningen af de nye nationalstater. Baggrunden for denne udvikling var den tyske idealistiske filosofi. Desuden blev sproget et vigtigt bindeled i dannelsen af det borgerlige samfund, samtidig med at dannelsesnivauet hævedes, erhvervslivet ekspanderede og bl.a. udbygningen af jernbanenettet påbegyndtes.

I Finland dannedes en bevægelse til fordel for det finske sprog med baggrund i den såkaldte Åbo-romantik. I begyndelsen var de synligste manifestationer oprettelsen af Det finske Litteraturselskab i 1831 og udgivelsen af Kalevala i 1835. Den finsknationale bevægelsen var til en start ikke svensk-fjendtlig, og en stor del af de aktive i bevægelsen var personer, der talte og skrev svensk, som f.eks. digteren Johan Ludvig Runeberg.

Gradvist blev bevægelsen mere sprogligt-nationalistisk med klare politiske ambitioner, fremfor alt i kraft af Johan Vilhelm Snellmann og Yrjö Sakari Yrjö-Koskinen. Denne fennomani opnåede hurtigt både politiske og kulturelle resultater. Finsk blev nu et sprogligt værktøj for et moderne kulturelt og politisk liv. I 1863 blev finsk ligestillet med svensk som officelt sprog. Med landdagsreformen og indførelsen af almen og lige stemmeret i 1906 havde det finske sprog også i praksis opnået den dominans, som svarede til den finsktalende befolknings overvældende flertal.

Modsætningen mellem finsk og svensk skærpedes i 1870'ernes og 1880'ernes Finland, da der opstod en finlandssvensk modbevægelse. Axel Olof Freudentahl og hans meningsfæller skabte i 1860'erne og 1870'erne en folkelig svensk-national vækkelse, der havde folkeoplysning som en vigtig aktivitet. Samtidig mobiliseredes den dannede svensktalende klasse med en tosproget stat og svenske kulturelle traditioner som ledestjerner. Disse aktiviteter indebar, at man nu for første gang betragtede det svenske sprog som en sammenholdende faktor for alle svensktalende uanset stand og slægt. Mange, der tilhørte den fuldstændigt svensksprogede dannede klasse, var under påvirkning af fennomanien bevidst gået ind for en forfinskning.

Svensk samling

Den såkaldte svenske samlingsbevægelse var mest fremtræden fra 1910 og frem til 1920'erne, i begyndelsen under påvirkning af russificeringsperioden i 1900-tallets første årti.

Valglovs- og landdagsreformen i 1906 havde som konsekvens, at de politiske partier nu måtte skaffe sig så stærk en vælgertilslutning som muligt. Socialdemokraterne havde på et tidligt tidspunkt etableret sig som et tosproget parti. Det svenske parti omdannedes til Det svenske folkeparti, der blev et klart borgerligt parti med svensk-nationale interesser som den samlende kraft.

Selvstændighed og borgerkrig

Med det russiske kejserdømmes fald i 1917 blev det muligt for Finland at frigøre sig fra Rusland. Selvstændigheden begyndte på tragisk vis med en borgerkrig mellem socialistiske og borgerlige grupperinger. Også de to sproggrupper deltes på denne led. Borgerkrigen sluttede med sejr til den hvide, borgerlige, side.

Mindretallets stilling stabiliseres

Perioden 1917-23 fik stor betydning for udformningen af nutidens finske samfund. I sproglig henseende fik finlandssvenskernes position i samfundet sin nuværende form. Grundloven i 1919 garanterede en ligestilling af svensk med finsk som landets nationalsprog. Et svensksproget undervisningsvæsen og et svensksproget kirkeligt stift blev hjørnestene i den kulturelle autonomi. Desuden sikrede grundloven en svenskproget afdeling inden forsvaret. Åland fik en internationalt garanteret status med selvstyre og ensproget svenskhed som grundpiller.