SVENSK I FINLAND

Det sproglige klima

Sammenlignet med de fleste andre flerkulturelle lande er det sproglige klima i Finland udmærket. Efter anden verdenskrig kan man egentlig kun tale om sproglige stridigheder på avisernes forsider eller i politisk sammenhæng. Til hverdag er kontakterne på tværs af sproggrænsen talrige, og det er forholdsvis få finlands- svenskere, der kan give eksempler på sproglig mobning.

En undersøgelse fra 1997 kortlagde de finske holdninger til svensk. Det viste sig, at 70% af befolkningen oplever svensk som en del af den nationale identitet. En anden undersøgelse fra begyndelsen af 1980'erne om sproglige attituder i Finland viste dog, at den finske majoritet og den svenske minoritet har meget forskellige opfattelser af hinanden. Finlandssvenskerne synes f.eks. at have en væsentlig mere positiv holdning til finnerne end omvendt.

Den simple forklaring er, at finlandssvenskere af letforståelige grunde har betydeligt flere kontakter med finsktalende medborgere end omvendt. I et tosproget samfund dominerer flertallets sprog ofte, og mindretallet kommer i praksis til at leve i to verdener: flertallets og mindretallets. Navnlig i det indre og totalt finsksprogede Finland er de to sproggruppers kontakter begrænsede.

En mere psykologisk og historisk forklaring går på, at attituder forandres langsommere end forholdene i virkeligheden. Hos den finske majoritet findes stadig i et vist omfang erindringer om en tid, da flertallets sprog de facto ikke havde samme sociale status som mindretallets. Ifølge socialpsykologiske undersøgelser har dette som konsekvens, at det finske flertal undertiden ikke opfatter sig som en stærk og sikker majoritet, hvorimod det svenske mindretal synes at have en stærkere identitet og føler sig relativt sikker.

Den stereotype opfattelse af finlandssvenskerne som det bedre folk giver negative reaktioner på finsk side og har tillige en negativ virkning blandt finlandsvenskerne. Vrangbilledet af finlandssvenskerne som repræsentanter for en gammel overklasse har bredt sig både i Svenskfinland og i udlandet, f.eks. i Sverige. Det påvirker også relationerne mellem forskellige grupper af den finlandssvenske minoritet og skaber et vist modsætningsforhold mellem bybefolkningen og landbefolkningen i Svenskfinland. Den sociologiske sandhed er imidlertid, at finlandssvenskerne i meget høj grad er et spejlbillede af den finske befolkning.

Tosprogethed

Det, som adskiller den finlandssvenske minoritet fra mange andre sproglige minoriteter, er, at man både kan anvende sit eget sprog og også gør det. Trods en tiltagende grad af tosprogethed er evnen til at tale minoritetssproget bevaret. Omtrent en femtedel af alle finlandssvenskere har svage eller ubetydelige finskkundskaber, resten anvender i varierende omfang finsk i hverdagslivet og/eller som arbejdssprog.

Behovet for tosprogethed og dermed indstillingen hertil varierer i Svenskfinland. I det sydlige Finlands byområder er praktisk taget alle erhvervsaktive finlandssvenskere nødt til at være tosprogede og gode til finsk. Her findes også et stort antal ægteskaber på tværs af sproggrænsen. På Åland og i Österbotten er situationen anderledes. Her kan man både privat og i erhvervslivet klare sig med svensk Her støder man også på den opfattelse, at en tosproget finlandssvensker er mindre finlandssvensk end andre. De, der er tosprogede, betragter deres dobbelte sprogkompetence som en nødvendighed og en ressource. De, der ikke er tosprogede, ser fænomenet som et problem, der på længere sigt vil underminere den finlandssvenske minoritet. Forskningen viser, at begge parter har ret.

Diskusssionen om tosprogethed kredser ofte om den tosprogede familie. Et barn, der vokser op i en tosproget familie, bliver dog ikke automatisk tosproget. Et sprog læres kun gennem regelmæssig og tilstrækkeligt omfattende brug. Hvis det ene sprog, som regel svensk, kun anvendes undtagelsesvist, bliver barnet ikke tosproget men finsksproget med visse færdigheder i svensk.

I dag vælger mange tosprogede familier svensk dagpleje og svensk skole for deres børn. Undersøgelser blandt børn med forskellig sproglig baggrund viser, at det store flertal klarer sig udmærket i en svensk skole. Et mindretal har problemer med skolesproget. Det viser sig imidlertid altid, at de faktorer, der påvirker det tosprogede barns færdigheder i skolesproget, i første række hænder sammen med familiens sociale situation og forældrenes engagement. Tosprogetheden er i sig selv hverken negativ eller positiv.

Tosprogethed drejer sig ikke kun om at tale to sprog eller om at anvende to sprog i flere sammenhænge. Den dobbelte sprogkompetence handler også om identifikation med én eller to sproggrupper. Sammenhængen mellem færdigheder og brug på den ene side og identifikation på den anden er dog langt fra entydig. Man kan ikke konkludere nogetsomhelst om en persons selvoplevede gruppetilhørsforhold på basis af oplysninger om hans eller hendes tosprogethed i praksis. Antallet af personer, der oplever en tosproget identitet, er betydeligt færre end dem, der angiveligt har gode kundskaber i begge sprog og anvender dem ofte. I takt med det voksende antal børn i tosprogede familier kommer formodentlig stadig flere til at opfatte sig som både finsk- og svensksprogede finner.

Svensk i Finland

Svensk, som det tales i Finland, finlandssvensk, er en af det svenske sprogs fem såkaldte regionale varianter. Det betyder, at normen for det svenske skriftsprog er den samme i Finland som i Sverige, men talesproget er regionalt farvet.

Finlandssvensk har også sine egne regionale variationer. På bl.a. intonationen kan man høre om en person kommer fra Österbotten, Åland eller det sydlige Finland. Finlandssvensk har også bevaret mange dialekter.

I et land, der fungerer på to sprog, er der mange som interesserer sig for sproglige spørgsmål og som udvikler en stærk sproglig bevidsthed. I virksomheder og hos myndigheder, der betjener svensksprogede kunder eller har kontakt med det øvrige Norden, foregår der en omfattende oversættelses- og sprogrevisionsvirksomhed.

Også den, der ikke har formel uddannelse på området, kommer i praksis til at fungere som svenskekspert i forskellige sammenhænge. Hertil behøves forskellige hjælpemidler i form af ordbøger samt finske og svenske sprogeksperter.

Arbejdet med svensk sprogpleje i Finland er i grunden et arbejde, som den svensksprogede selv minoritet må udføre. Det kit, der holder sammen på mindretallet, er jo netop det fælles sprog. At sproget er velfungerende både med hensyn til kommunikation internt i gruppen og i kontakter til Sverige er en livsbetingelse for finlandssvenskerne. Med svensk som ét af flere EU-sprog bliver det endnu vigtigere for finlandssvenskerne at sørge for, at deres sprog kun lyder noget anderledes end rigssvensk, men ikke ser anderledes ud på skrift.